Tvilum kirke.

Tvilum kirke  Tvilum kirke, fotograferet ca. 1895. Fotograf ukendt.

Tvilum kirke

Tvilum ved Gudenåens østbred er den sidste del af et firefløjet Augustinerkloster, hvoraf kirken har været nordfløjen. Kirken er opført i første del af 1200 tallet, og dens indre og ydre fremtræden er bestemt af overgangstiden mellem romansk og gotisk byggemåde, idet det yngre vestparti lydigt følger de to østlige fag og på den smukkeste måde glider ind i den først anslåede stiltone.

Bygningen er opført i røde munkesten og tækket med teglsten. Murværket er stært varieret og bærer spor af mange reparatiner på forskellige tidspunkter, bl.a. i 1700 tallet, hvilket markeres af Frederik den femtes monogram på østgavlen. På østgavlen ses ligeledes et kors flankeret af rundbuede nicher. Dekorationen må anses for oprindelig, og korsmotivet er i denne Augustinerkirkes østgavl stærkere betonet end vistnok i nogen anden middelalderlig kirkegavl i Danmark.

I nyere tid er tilføjet et antal meget markante stræbepiller ved hjørnerne og på nordsiden. Nordsiden bærer iøvrigt præg af de mange forandringer, der er foretaget i tidernes løb, og forskelligheden i byggematerialerne, samt de mange nicher, viser tydelig dette.

På sydsiden ser man tre store, spidsbuede vinduer isat i nyere tid.

Ved kirkens sydøstlige hjørne findes spor af en tidligere benyttet indgang, og tydelige spor findes også af et våbenhus, som blev opført, da kirken blev sognekirke ca. 1470. Dette våbenhus blev nedrevet ved restaureringen i 1872, og den nuværende indgang i vestgavlen blev da etableret.

I kirkens vestgavl er indsat to slidte og søndrebrudte romanske tympana, ført hertil fra Tvilumgård; man mener at vide, at disse tympana stammer fra den tidligere Tvilum Ladegårdskirke. Den ene forestiller overkroppen af den korsfæstede Jesus, den anden en løve.

Kirkens klokke er ophængt i en fristående klokkestabel syd for kirken. Klokken er støbt i 1701.

Kirkens kapel

Øst for kirkegården ligger en stor, stråtægt bygning, oprindelig kirkelade, bygget i ca. år 1800, og senere anvendt som stald. Denne bygning blev i 1979 ombygget til kapel.

 

Kirkerummet

Det ligger helt klart, at kirken er bygget i mindst to byggeperioder. De to østlige fag skiller sig ud fra det vestlige, der er senest bygget, idet disses mure mod nord og syd er bygget ind på kirkens østdel uden at være i forbandt med denne.

De to østlige fag har nærmæst oprindelig været at betegne som kapel mere end som kirke.

Dette Augustinerkapel har haft fundament af rå kamp. De nuværende hvælvingspiller er bygget ind på det ældre murværk uden forbandt med dette og antyder, at kapellet fra begyndelsen skulle have fladt loft.

Bag alteret er der en smuk dobbeltniche, formodentlig til brug ved altertjeneste.

I kirkens sydvestlige hjørne fører en smal vindeltrappe op kirkens hvælvinger (indgang fra våbenhuset).

De tre kobberplader, der hænger i koret, har siddet på Peder Madsen (adlet med navnet Rosenørn) og dennes hustru Anne Dorthe de Hemmer + en datters ligkister. Deres søn, Poul Rosenørn, lod marmor-epitafiet i koret opsætte.

Døbefonden

Er af romansk oprindelse og stammer antagelig fra Tvilumladegårdskirke. Dåbsfadet, med motiv af Maria bebudelse, menes at være af sydtysk oprindelse, ca. år 1575.

Krucifikset

På nordvæggen hænger et krucifiks af den korsfæstede Jesus, fra ca. år 1500, og istandsat i 1956.

Prædikestolen

Prædikestolen, med malede billeder af de fire evangelister, er senrenæssance, ca. 1620.

Stoleværket

Stoleværket er fra slutningen af 1800 tallet.

Altertavlen

Alterbordet er muret og dækket af træpaneler.

Den gamle klosterkirke i Tvilum har en pragtfuld fløjaltertavle.

I fastetiden brugte man oprindelig at lukke de to sidefløje sammen over midterpartiet, hvorved menigheden fil billeder af Jusu lidelse og død for øje.

Påskemorgen, når det blev forkyndt, at Kristus stod op af døde, blev fløjene lukket op, og hele tavlen strålede i sin gyldne pragt. Det var den tids måde at forkynde den store glæde på.

I tavlens midterparti ser man Gud Fader med sin enbårne søn, den korsfæstede, en såkaldt nåde- stolsgruppe. Denne gruppe er mod syd (til højre for beskueren) flankeret af Jomfru Marie med Jesusbarnet på sin arm (kirken hed oprindelig Sankt Maria kirke, viet som den var til hende), og mod nord af apostelen Johannes, der har en kalk i venstre hånd.

I de to sidefløje ses 12 støre og 4 mindre figurer. De 12 store figurer afbilder Jesu 12 apostle og de 4 mindre forestiller 3 biskopper og en abbed (af disse kan den ene identificeres).

I altertavlens sydlige fløj (til højre for beskueren), er det naturligt at begynde med apostlen Peter, som ses nærmest midterpartiet i øverste gruppe. Peters symbol er her en nøgle. Ved siden af Peter ser vi Tomas med et spyd i hånden som attribut. Med pilgrimsstav i højre hånd, et skrin til venstre og pilgrimshat med musling, står Jacob den ældre som den tredie i denne gruppe apostle. Den fjerde figur er en biskop, der ikke lader sig identificere.

I denne sidefløjs nederste gruppe ser vi nærmest midten igen Johannes, dernæst står Jacob den yngre med en såkaldt valkestang. Den tredie apostel i denne gruppe er Filip, i dette tilfælde med det latinske kors som kendetegn. Yderst står Dionysius (Sankt Denis), Paris' første biskop.

Også i altertavlens nordfløj (til venstre for beskueren), begynder vi i den øverste gruppe nærmest midterpartiet, hvor vi har den anden store apostel Paulus, som i sin højre hånd har et sværd med nedadvendt spids og i venstre hånd en bog. Den næste i rækken er Matthias med en bredøkse i hånden, og ved siden af ham ser vi Andreas med det skæve kors, Andreaskorset. Yderst i denne række står en abbed, som ikke lader sig identificere.

I den nederste gruppe på den nordlige sidefløj har vi nærmest midten Judas Taddæus, genkendelig på den køllelignende stav, og ved siden af ham Bartholomæus eller Natanael, som han også hed. Tilbage at nævne i apostelflokken er nu kun Simon Zelotes - også kaldet Simon Kananæeren, her afbildet med en sav i hånden. Den sidste figur på sidefløjene er en biskop, hvis identitet ikke lader sig fastslå.

Med hensyn til de to uidentificerede biskopper er det vel ikke utænkeligt, at den ene af dem er stifteren og grundlæggeren af Tvilum kloster, biskop Gunnar i Ribe, der døde 1250, som franciskanermunk, efter at have trukket sig tilbage fra sit bispedømme i 1247.

Altertavlens fodstykke

På altertavlens fodstykke, predellaen, er midterpartiet en såkaldt Pietagruppe. En sådan pieta- gruppe består i den enkleste skikkelse af Jomfru Marie med Jesu afsjælede legeme på skødet, og denne gruppe kan suppleres med en eller to personer - her med to. Det er ganske tydeligt, at figuren til højre for Maria (set fra beskuerens stade) er Maria Magdalene (synderinden) med sin salvekrukke. Figuren ved Marias anden siden er sikkert igen apostelen Johannes, dog uden kalk.

Denne gruppe er flankeret af ialt otte skikkelser, fire på hver side. Af disse otte er de syv nødhjælpere. Nærmest pietagruppen, til højre for denne ses Christophorus, kristusbæreren, med et lille barn på skulderen, barnet er Jesus. Den næste skikkelse er Sankt Margretha, hendes kendetegn er en drage. Nr. 3 i rækken er Augustin, den eneste af disse otte, som ikke henregnes til de såkaldte nødhjælpere. Når han er kommet med på altertavlen her, skyldes det uden tvivl, at han har givet navn til denne orden, hvortil Tvilum kloster hørte, Augustinerordenen. Den sidste i rækken er Sankt Elisabeth, Elisabeth af Thüringen, med en skål eller et bæger.

Ser vi på de fire figurer til venstre for pietagruppen, har vi nærmest denne Sankt Barbara med et tårn i den ene hånd og en bog i den anden. Den næste skikkelse, stående med benene i en gryde med flydende beg og med sansynligvis et hostiegemme i hånden, må være Sankt Vitus. Skikkelsen med kirken i venstre hånd må være Ansgar, Nordens apostel. Den sidste figur vil nok let kunde genkendes af de fleste som Sankt Jørgen eller Sankt Georg, der kæmper med og til slut dræper dragen.

Også er denne skikkelse, Sankt Jørgen, vel også den rigtige skikkelse at afslutte gennemgangen af altertavlen med. Kampen mellem Sankt Jørgen og dragen er også at opfatte som et symbolsk udtryk for den kamp, som altid står på, kampen mellem godt og ondt, mellem kirken og dens fjender.

Dermed er denne 500-årige altertavle ført op til vor tid, og fører stadigvæk sin aktuelle og for os forståelige tale.

Baldakin tilføjet

Baldakinen med de fire våbenskjolde er af nyere dato. Det er ganske tydeligt, at den ikke oprin- delig har hørt med, og det er jo også et spørgsmål, om den hører til der. Anbringelsen af baldaki- nen må nok siges at være den eneste større ændring, der er foretaget i tavlens snart 500 årige historie.

Tre restaureringer

Der i tidens løb foretaget i hvert fald tre restaureringer af altertavlen, Den første fandt sted i 1691, foretaget af Peter Rosenørn på Tvilumgård. Den næste restaurering daterer sig til 1858, foretaget af kirkens daværende ejer, lensgreve Emil Frijs til Frijsenborg. Endelig fandt den sidste restaurering sted i 1942, hvor tavlen fik sine nuværende farver.

Kalkmalerier i Tvilum Kirke

I Tvilum Klosterkirke har der været kalkmalerier, som inddeles i mindst 5 forskellige dekorations- perioder. Den ældste er i forbindelse med kirkens opførsel sidste halvdel af 1200 talet, og den yngste har været synlig helt frem til år 1800. Men her vil vi kun se på de 2 perioder som er fremdraget under den fornyligt afsluttede restaurering af kirken.

 

Våbenfriserne

Omkring  1350 er der på såvel korets nordvæg som midtfagets nord- og sydvæg malet våbenskjoldsfriser. Friserne er malet på et relativt tyndt pudslag, som kun er påført hvor friserne er placeret.

Friserne går som et bånd i hele væggens bredde med øverste afslutning i højde med trefagsvinduernes underkant. På midtfagets nord- og sydvæg er der endvidere, på hver side af vinduerne, lavet et smalt umiddelbart over den vandrette frise.

På friserne er malet en række skråtstillede våbenskjolde indlagt i cirkler. I et bånd herover ses rester af inskription, formentlig navnene på de personer, som våbnene tilhører. På korets nordvæg er frisen tilsyneladende brudt, ved at der er malet en stående figur vest for det andet våbenskjold regnet fra øst. Forneden er friserne tilsyneladende afsluttet af et stiliseret blad- ornament, malet i rød farve.

I de fire felter, der ligger over den vandrette frise i midterfaget, har der også været malet våben og navnetræk, formentlig tilhørende mere fornemme personer. På nordvæggen, øst for vinduet ses det eneste velbevarede navnetræk. Der står WOLDEMARUS, og i linien nedenunder står  der R E (Rex). Resten af den nederste linie og næsten hele våbenskjoldet mangler, men der kan næppe være tvivl om, at det drejer sig om Valdemar Atterdag (konge fra 1340-75).

I Vor Frue kirke i Århus ses en tilsvarende våbenfrise, som både hvad angår udformningen af våbenskjoldende og skrifttypen er fuldstændig magen til denne.

Også her, i et lidt ældre våbenskjold, optræder Valdemar Atterdag, men her som Junker Valdemar (Domicellus Waldemarus).

Der kendes endnu ikke ret mange af de våbenskjolde som er i kirken. Der har været 45 i alt, men tre slægter er der ingen tvivl om. Det er på midtskibets sydside, hvor slægten GYLDENSTJERNE har flere skjolde, et skrådtstillet skjold med syvtakket stjerne i midten.

GYLDENSTJERNE: dansk adelsslægt, kendt fra 13. årh.; blev en landets rigeste og mægtigste slægter. Ejede store godser, bl.a. Restrup, Vosborg og Tim i Jylland og Svanhol og Lyngbygård i Skåne; beklædte i mange tilfælde høje embeder i Kirken og hos kongen. Tre forskellige Gyldenstjerner medvirkede ved Christian 2.s tilfangetagelse. Slægten uddøde 1729; men en sidelinje, Gyllenstierna, lever stadig i Sverige.

På korets nordvæg tilhører det første skjold slægten MULI. Der kendes en Peder Bjørnsen MULI i Jylland fra 1346, afkom ukendt. På det skrådtstillede skjold er der et oksehoved med himmelvendt øje og tungen hængende ud af munden.

Det næste i rækken er slægten SKIERNOV. På skjoldet er der en skråbjælke i form af strømmende vand. Hjælmfigur mangler. Rudolf Skiernov nævnes i 1369 som væbner i Sønderjylland, afkom ukendt.

Dette er de skjolde vi kender i dag, forhåbentlig vil flere blive tydet senere. Lidt længere henne af nordvæggen i koret er våbenfrisen afbrudt med et figur maleri, som dog er ganske svag, det er Kristuforus (Kristusbærreren) som bærer kristus på venstre skulder, denne figur findes også på altertavlens fodstykke til højre for pietagruppen, her bæres kristus dog på højre skulder hvilket ikke er normalt.

Kalkdekorationerne i Vestfaget

Skoler i Tvilum sogn:

Fårvang skole

Gl. Fårvang skole

Truust skole

Tvilum skole